Karrebækstorp Skov
Aktiviteter mv.

Diverse aktiviteter i skoven

Karrebækstorp Skovs beliggenhed - direkte ud til havet og tæt på et stort sommerhusområde - er ideelt for en bred vifte af friluftsaktiviteter, men i vores afvejning af interesser er et lavt forstyrrelsestryk i naturen vigtigt. Vi prioriterer, at skoven er rolig og afstressende at færdes i for både mennesker og dyr, og giver derfor ikke tilladelse til f.eks. natteløb, paintball, mountainbike, klatrebaner, rollespil osv. Du kan finde information om, hvilke skove du må dyrke den slags aktiviteter i, her

Løb i skoven
Det er smukt at løbe i en kystskov
Løb i skoven
Der må løbes på veje og spor

Danmarks Smukkeste Løb

Da coronaen ramte Danmark, og alle løb blev aflyst, fandt 4 løbevenner sammen hver lørdag for at dyrke deres fælles interesse for at løbe i naturen. De fulgte en fast rute fra Karrebæksminde til Bisserup, og turen blev efterhånden så gennemtestet, at de besluttede sig for at invitere andre med.

I 2021 etablerede de et charmerende halvmaraton, Danmarks Smukkeste Løb, der går gennem Karrebækstorp Skov, og der byder på en fantastisk udsigt ud over det smukke Smålandshav. Undervejs er et par mindre stigninger. Ud og hjemtur er samme vej, og der er depot halvvejs og til slut. Løbet er et cannonball løb, hvor du selv tager tid. Der er en tidsgrænse på 3 timer, som du skal holde dig indenfor. I 2023 blev løbet udvidet med en 10 km rute.

Du kan finde flere oplysninger og tilmelde dig her.

Følg Evighedsruten
Gå i ring i kystskoven
Bølger og blade
Blade og bølger

Evighedsruten

Kystskoven byder også på en smuk vandrerute, som vi kalder Evighedsruten. På kortet ligner den et uendelighedstegn (∞), og turen er så god, at du kan gå den igen og igen. Evighedsruten er en ca. 5 km vandrerute, der guider dig langs kysten, forbi en strandsø og -mose, igennem en ældre egebevoksning, langs yngre bevoksninger i bøg og eg, hvor hovedtræerne er blevet afgrenet op til 7-8 m (læs mere om skovdrift her), og forbi nyplantede fuglekirsebær, lærk og cypres. Og ved skovvejen møder du store, gamle bøge- og egetræer, som har stået der i århundreder.

Hvis du mangler nogen at gå ture med, så arrangerer Just Walk Karrebæksminde fælles gåture i lokalområdet - se mere her.

Dyrk yoga i skoven
Det her kræver lidt øvelse
En naturelsker
Kram et træ

Book skoven

Alle er velkommen til at gå eller cykle en tur i skoven, men ønsker du at bruge skoven på anden vis kræver det tilladelse.

Vi åbner gerne skoven for alskens begivenheder og oplevelser, hvis fokus er naturen, og arrangementet i øvrigt foregår fredeligt. Det kunne f.eks. være organiserede vandreture, skovbadning, udendørsterapi, naturyoga osv. 

Skriv til soren@karrebaekstorpskov.dk for at aftale nærmere. 

FIlmoptagelse i skoven
Brug naturen som ramme for film- og fotooptagelser
Aske-/ellemose
Det ligner næsten Amazonas
Kystskoven en stille vinterdag
Træerne vælter i vandet pga. kysterosion

Brug skoven til optagelse af film og fotos

En kystskov er en sjældenhed i Danmark - lyset er specielt, naturen afvekslende og udsigten god - og der er kun få af dem tilbage i landet.

Karrebækstorp Skov byder på halvanden kilometer kyststrækning, og skoven er tilmed meget varieret. Der er gammel skov med store ege- og bøgetræer, ung skov med nyplantede træer, ellemoser hvor mosekonen brygger, troldeskov med lave, krogede træer og hullede træer osv. Langs kysten vælter træer ud over skrænterne ned i bølgen blå, og i den store strandmose er der en sø, blot få meter fra havet. 

Skriv til soren@karrebaekstorpskov.dk og find en location i skoven til din næste filmoptagelse eller fotosession.

Find træ til dit næste projekt
En hobbysnedker der mangler træ
Find træ til dit næste projekt
En trædrejer i arbejde
Legepladstræ
Måske er en slange eller Midgårdsorm gemt inde i stammen.

Specialtræ

Hvis det kribler i hjemmesnedkerens fingre, men du mangler et stykke træ at arbejde med, så aftal en skovtur med skovejeren, og find et egnet træ i Karrebækstorp Skov til dit projekt. Vi organiserer gerne specialfældninger til dig, men det økonomisk mest hensigtsmæssige er, at dit træ først fældes når vi alligevel skal fælde i skoven.

Eller er du trædrejer på udkig efter en helt særlig træart, eller en masérknude eller rodknold at dreje til kunst, brugskunst eller redskaber, så har vi det muligvis i skoven.

Af og til har vi et lager af flis, der kan anvendes til heste og haver, og hvis du har brug for en sømblok til festen eller en huggeblok til brændet, så er vi også tit leveringsdygtige i det. 

I ny og næ er der mulighed for at levere krumtræ til skibsbyggere, der mangler træ i særlige faconer til træskibe. I skoven findes der en mangfoldighed af træer i forskellige former, der kan bruges til legepladstræ, så tag kontakt hvis I mangler en balancebom eller et naturligt indslag på jeres legeplads.

Travlhed ved bistadet
Nektaren skal hjem
Bidronning holder hof
Bidronningen er markeret med grønlig prik på ryggen
Bitavle
Gullige yngelceller i midten, hvide honningceller langs kanten
Biavler i arbejde
Snart skal honningen slynges

Skovhonning

I gennem mange år har en lokal biavler fra Karrebæksminde holdt bier i Karrebækstorp Skov. Hvert år produceres en vidunderlig skovhonning, hvis smag afhænger af årstidens blomster, og der er således stor forskel på forårshonningen og efterårshonningen.

For at undgå, at honningbierne udkonkurrerer den naturligt forekommende bestand af bier og hvepse, er der kun opstillet et par enkelte bistader i skoven.

Privacy policy

OK
unsplash